I dag var jeg til forsvarets dag, efter at have udsat den sådan at jeg ikke kunne komme til at “afsone” før HTX var afsluttet. Det hele var faktisk meget fredeligt. Vi blev hilst velkommen, blev råbt op og fik udleveret et navneskilt. Dernæst så vi en film om forsvaret i dag, noget pladder om at det danske forsvars primære opgave er at stille 2.000 mand tilrådighed for internationale operationer. Herefter skulle vi løse nogle opgaver, en times skriftlige test, jeg tror personligt at man skulle have øvet sig hvis man ville dumpe, testen var meget let. Selvfølgelig kunne den fine mand sige at ingen kunne løse alle opgaver på den givne tid, men dette var da også kun fordi at de sidste opgaver var tilnærmelsesvis umulige at løse. Efter testen så vi endnu en film, – ja, alle kan deltage i forsvarets dag programmet er jo idotsikker; denne film handlede om de forskellige værn hvor man kan “afsone” en eventuel værnepligt.
Da vi var færdige med alt dette skulle vi til forundersøgelse, tjek hørelse og syn, og derefter til lægeundersøgelse, blive målt og vejet – tjek BMI. Sidst men ikke mindst kom jeg ind til session, der får man selvfølgelig at vide at man er egnet, og skal trækket et nummer mellem 0 og 35.000. Alt i intervallet 0-5000 skal aftjene værnepligt, intervallet 5.000-10.000 skal måske aftjene værnepligt, mens 10.000 til 35.000 ikke skal aftjene værnepligt. Som du nok har gættet af overskriften trak jeg nummer 7507, så om jeg skal aftjene værnepligt får jeg først at vide til april, og det afhænger af hvor mange der melder sig frivilligt.
Personligt har jeg ingen intentioner om at aftjene værnepligt, jeg kan godt finde på noget mere fornuftigt at spilde et potentielt studie år på, f.eks. studier! Hvis jeg skal ind vil jeg kraftigt overveje militærnægtertjeneste som et fornuftigt alternativ. Orden, disciplin, råb, mudder og våben er ikke lige min kop te.